Lad os skrive så meget vi vil...

Hele websitet bærer præg af skriverier og grafik!


Skæbneåret -722




Skæbneåret -722

I dag skal vi se på nogle dramatiske begivenheder i 2. Kongebog kapitel 17.

Handlingen udspiller sig i år 722 f.Kr. mens kong Ahaz ben Jotam  var konge i Juda og Hosea ben Ela konge i Israel.
.
Hosea regerede i Israel i ni år. Her er fundet en lille uoverensstemmelse med tidsregnigen, der altid er svær at have med at gøre. Jeg bruger selv nogle anerkendte forskeres angivelser. Jeg lavede en oversigt over kongerækken og her fremgår at Hosea regerede fra -740 til -731 - men der bliver otte års difference til år -722, hvor disse begivenhede
r finder sted. - og i det næste kan vi se at det var i årene -732 til -724 han regerede. Den uoverensstemmelse må vi leve med her.Hosea staves også Hoshea eller Osee, Assyrian Ausi, Elas søn og sidste kong Israel (732-724 f.Kr.).

Hosea var en konge der ikke fulgte Herren, men han var dog ikke så slem som sine forgængere. (En lille opblødning i historien).
Han blev konge gennem en s
ammensværgelse, hvor hans forgænger, Peka, blev dræbt. Den assyriske konge Tiglath-Pileser III hævdede, at han gjorde Hosea til konge, og Hosea betalte en årlig hyldest til ham. Efter at Tiglath-pileser døde (-727), gjorde Hosea oprør mod den nye assyriske konge, Shalmanesar, som derefter invaderede Israel, tog Hosea til fange og besejrede hovedstaden Samaria. Da byen faldt tre år senere, blev mange af israelske borgere deporteret til Assyrien, og assyrerne regerede i Israel.
Hosea forsøgte at få hjælp
fra Ægypten og henvendte sig derfor til kong So (ja, det hed han) for at få hjælp til at blive befriet fra det assyriske tyranni.
Israels folk blev deporteret til Assyrien og anbragt i kolonier i byen Halach i Gozan ved Haborfloden og en række mediske byer.
2 Kong 18:11 Kongen af ​​A
ssyrien førte Israel til Assyrien og placerede dem i Halah og på Habor, Gosan-floden og i Medernes Stæder,
Assyrien var i oldtiden et landskab og et kongerige i det nordlige Irak opkaldt efter guden Assur (i Biblen nævnes Assur som navngiver, og på akkadisk kaldes landet for "Assurs land").
Guden Assur var h
eros eponymos for assyrerne, lige som Athene var bygudinde for Athen. Assur lagde allerede i det 3. årtusinde f.Kr. navn til den gamle assyriske hovedstad Assur. Den ligger på vestbredden af Tigris ca. 110 km syd for byen Mosul. Assur forblev det gamle, religiøse centrum, også efter at Ninive (ved Mosul) blev politisk hovedstad.
Den semitiske befolkning i Assyrien talte en assyrisk dialekt af akkadisk.


Her er en beskrivelse af Habor-floden:
1 Krønikebog 5:26: Israels Gud rystede Pulens Konge, Assyriens Aand, og Tilgath Pilneser, Assyriers Konge, og han førte dem bort med Rubeniterne og Gaditerne og Halvestammeret Manasse og førte dem til Halah og Habor og Hara og til Gozans Flod indtil denne Dag.
 beskrevet i 2 Kong 17: 6; 2 Kong 18:11 (Sammenlign 1 Krønikebog 5:26) som "Gozans Flod." Det er det arabiske khabur og strømmer i sydlig retning fra flere kilder i bjergene som flankerer Tigrisdalen på Vesten. Floden slutter tilslutter sig Eufrat

Habor
Betydningen af ​​navnet er tvivlsomt, men Delitzsch har foreslået en sumerisk etymologi, nemlig habur, "fiskevejen" eller det kan være forbundet med "mor Hubur”

Historiske referencer:
Layard fandt adskillige interessante assyriske rester i distriktet, heriblandt tyrkede tyrker med navnet Muses-Ninip, muligvis en assyrisk guvernør. Tiglath-pileser. I (ca. 1120 B.C.) kan prale af at have dræbt 10 mægtige elefanter i Haran og på Habors bredder; og Assur-nacir-apli (ca. 880 B.C.), efter at have erobret Harsit (Harrit, Harmis), underkastede området omkring Piate sa Nar Habur, "Haborens mund." 
Sir Austen Henry Layard GCB PC (5. marts 1817 - 5. juli 1894) var en engelsk rejsende, arkæolog, cuneiformist, kunsthistoriker, ordfører, samler, politiker og diplomat. Han er bedst kendt som gravemaskinen til Nimrud og Nineveh, hvor han afdækkede en stor del af de assyriske paladsreliefser, og i 1851 var Ashurbanipalbiblioteket.
 Ifølge 2 konger og 1 krønike transporterede Shalmaneser IV og Sargon de udsatte israelitter derhen. Filologiske betragtninger udelukker identifikationen af ​​Chebar af Esekiel 13 mv. Med Habor.

HA'BOR, se Gozan, 1 Kron. 5:26, det betyder sandsynligvis "Gozans flod”.
Hertil blev israelitterne bortført og hermed var det slut med det israelske kongerige. Juda rige
bestod lidt længere.

Folket var selv skyld i denne bortførelse. Bibelen beskriver klart og tydeligt i 2 kong 17:
Nordrigets (Israels)  indbyggere blev sendt i eksil, fordi de dyrkede afguderne og derved syndede imod Herren, deres Gud, som havde ført dem ud af fangenskabet i Egypten. 8 Anført af Israels konger begyndte de at følge de samme ugudelige skikke, som blev praktiseret af de folkeslag, som Herren havde jaget ud af landet for at give plads til sit eget folk. 9 Israels folk trodsede deres Gud ved at gøre mange ting, som var forkert i Herrens øjne. De indrettede offerhøje rundt omkring i landet i både små og store byer, 10 og de opstillede frugtbarhedssymboler og afgudsbilleder på alle offerhøjene og under de store træer. 11 De brændte afgudsofre på højene, sådan som folkene, der boede i landet før dem, havde gjort. Alle disse onde 

handlinger skete i oprør mod Herren, 12 for folket tilbad disse afguder på trods af, at Herren klart havde sagt, at det måtte de ikke gøre.
13 Gang på gang havde Herren sendt sine profeter for at advare Israel og Juda. Budskabet var altid det samme: „Hold op med jeres afgudsdyrkelse og adlyd i stedet de love og anvisninger, som jeg gav jeres forfædre ved mine profeters medvirken.” 14 Men de ville ikke høre efter. De var lige så oprørske som deres forfædre, der ikke havde tillid til, at Herren, deres Gud, ville sørge for dem. 15 De forkastede hans love, den pagt han havde oprettet med deres forfædre og stentavlerne med de ti bud, som han havde givet dem. De tilbad indholdsløse afguder og endte selv i tomhed. De efterlignede de folkeslag, som Herren havde sagt, de ikke måtte efterligne. 16 De lod hånt om Herrens, deres Guds, bud ved at tilbede to gudebilleder i form af guldkalve. De opstillede søjler for Ashera, og de tilbad Baʼal, foruden solen, månen og stjernerne. 17 Ja, de ofrede tilmed deres egne børn som brændofre. De opsøgte okkulte medier og gjorde brug af trolddom. De solgte deres sjæl til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne. På den måde gjorde de oprør imod Herren, 18 og han blev meget vred på Israel og sendte dem langt væk, indtil der kun var en rest tilbage i landet, nemlig Judas stamme.

Årsagen til deportationen findes altså her i dagens kapitel. Det var ganske alvorlige overtrædelser som vi ser her.
Det er baggrunden for Israels landflygtighed i Assyrien i dag.
Men hvad skete herefter?

Redaktør Henri Nissen giver os et nogenlunde svar på dette. Jeg tillader mig at klippe fra Udfordringen:

Hvor forsvandt Israels 10 tabte stammer hen?
Israel bestod oprindelig af 12 stammer, men de 10 vendte ikke tilbage efter bortførelsen til Assyrien. Senere kom de måske til Europa.

 

 

Et kort forsøger at vise de ti stammers adspredelse i verden efter bortførelsen i 722. Ifølge dette kort skulle Odin have ledt en parthisk horde til Nordeuropa og derfra også til Danmark, hvor han dukker op i vores ældste historie. Den grønne pil henviser til den senere adspredelse efter 164 e.Kr. hvor jøderne havde gjort oprør imod romerne. Muligvis rejste nogle til Amerika, som var kendt af fønikkerne længe før Columbus.
Som bekendt bestod Israel oprindeligt af 12 stammer – nemlig sønnerne af Jakob, som også havde navnet Israel


Jakob var søn af Isak, som var søn af Abraham. Jakob ønskede at gifte sig med sin onkel Labans datter Rakel, men blev snydt til at gifte sig med den ældste datter Lea. Så han fik to koner, og tilskyndet af konerne fik Jakob også børn med deres to tjenestepiger Bilha og Zilpa. Bibelen fortæller som sædvanligt åbent og uden forskønnelse om den rodede familiehistorie.

”Hans sønner med Lea var: Ruben (den førstefødte), Simeon, Levi, Juda, Issakar og Zebulon. Hans sønner med Rakel var: Josef og Benjamin. Hans sønner med Bilha, Rakels tjenestepige, var: Dan og Naftali. Hans sønner med Zilpa, Leas tjenestepige, var: Gad og Asher.”
(1. Mosebog 35,23-26.)

Her slog de 12 stammer sig ned, da de indtog Israel. Normalt regner historikerne med, at det skete ca. 1200-1050 f.Kr. Men nogle forskere mener, indvandringen skete flere hundrede år før.
Fra Egypten til Israel
På grund af Josef, som bliver statsminister under Farao i Egypten, flytter hele familien hertil under en sultkatastrofe. De får lov at brede sig i det frugtbare Gosen, men bliver senere slaver under egypterne.
Efter 400 år i Egypten leder Moses de 12 stammer gennem ørkenen til det forjættede land, Kanaan, som nu fik navnet Israel efter stamfaderen Jakob, der havde fået dette tilnavn af Gud.

Landet blev fordelt
Landområderne blev fordelt af hærføreren Josva (Josvas bog kap. 14-19) til efterkommerne af de 12 sønner. Derfor ved vi i dag, hvilke områder, der tilhørte de forskellige folkegrupper. Efter nogle århundreder deles landet mellem Judas (og Benjamins) rige i syd og de ti andre Israels-stammer i Nordriget.

Men Bibelen fortæller, at på grund af folkets ugudelighed bortføres de ti stammer i Nordriget til fangenskabet i Assyrien (721 f. Kristus), og de kommer ikke tilbage. Juda og Benjamin, der tilhørte det sydlige kongerige omkring Jerusalem, bortføres senere til Babylon, men de fleste af dem kom tilbage fra fangenskabet efter 70 år.

Hvor blev de 10 af?
Der er mange teorier om, hvor de ti andre stammer (Nordriget) blev af. Historikeren Josephus, der levede på Jesu tid, skriver i sit værk Antiquities of the Jews, at de ti stammer forblev på den anden side af Eufrat-floden og blev så mange, at de ikke kunne tælles.

2 Kongebog 17,6 fortæller, at ”Israels folk blev deporteret til Assyrien og anbragt i kolonier i byen Halach, i Gozan ved Haborfloden, og i en række mediske byer” (Iran).

Det er områder, som senere forbindes med kimmererne (muligvis afledt af King Omri af Israel) og skytherne (muligvis afledt af Isak). Og disse folk dukker først op omkring 7-800 før Kristus – altså på den tid, hvor de 10 stammer ”forsvinder”. De nævnes under Kong Sargon af Assyrien som boende i det sydlige Rusland og Mongoliet. De var formentlig ikke alle jøder, men også andre bortførte folk. Og de vandrer senere mod vest til Europa. Her mener nogle historikere, at de blev til gallerne og kelterne. To folkegrupper, som kendes fra Frankrig, Irland og Storbritannien.

Assyriske kilder nævner, at de var til stede i Minni, dvs. Armenien og længere vest på i Kappadokien (de anatoliske bjerge i Tyrkiet) i hundrede år omkring 7-800 f. Kr. hvorefter de rejste til Lilleasien (sydvest-Tyrkiet) og Egypten.


Dette kort viser nogle af de steder, hvor der er rapporteret om folkegrupper med jødiske rødder.
https://news.fiu.edu/2013/11/interactive-the-lost-tribes-of-israel-around-the-world/69690
Britiske ideer
Den engelske historiker og oversætter George Rawlinson forbandt kimmererne med de folk, som kom til Storbritannien og med Israels 10 forsvundne stammer.

I Storbritannien udviklede der sig i 1800-1900 en teologi, British Israelism, om at briterne (fra kelterne) var efterkommere af de 10 stammer. Herfra udviklede sig også den ”erstatnings-teologi”, at jøderne var forkastet, og at Bibelens løfter til dem nu kun gjalt de kristne. Med staten Israels oprettelse i 1948 er erstatningsteologien på hastigt tilbagetog.

Ser man bort fra disse specielle teorier, så tyder historiske kilder trods alt på, at de bortførte ti stammer blev til de folkeslag, som kaldtes skyther og kimmerer.

En dansk lingvists og forsker, Anne K. G. Kristensen, fastslog i 1988, at der næppe er tvivl om, at de ti israelitiske stammer ikke forsvandt, men fortsatte under nye forhold – som kimmererne. (Det er dog ikke nødvendigvis det samme folk, som de nordjyske kimbrere, som kendes fra de barbariske stammers angreb på Rom i 476 e. Kr.)

Nogle mener, at skytherne er det samme folk, som senere kaldes parthere. De var en del af det persiske rige.

Skytherne havde jødiske navne og skikke
Tidligere har man troet, at skytherne var mongoler, men i 2006 fandt man i Altai bjergene tæt på Kina og Rusland en meget velbevaret årtusind gammel mumie af en lyshåret mand på 30-40 år. Også andre udgravninger af begravelser tyder på, at skytherne ikke var mongoler, selv om de en tid boede her, men kaukasiske (hvide, europæiske). De blev nemlig jaget herfra mod vest af mongolerne.

Nogle af skythernes levemåder var ligesom jødernes. De spiste fx ikke svinekød. Deres kunst var ligesom jødernes og fønikernes. De havde navne som jøderne, og nogle af dem tilbad Josef som deres stamfar.

Skythere vandrede også mod nord til Rusland og Europa.

Skytherne forbindes senere af nogle med keltere, anglere, saksere, frisere – og skandinaver. Altså vesteuropæiske folk.

Sem eller Jafet?
Ifølge Bibelen var Israels folk efterkommere af Sem, den ene af Noahs tre sønner, som fik den asiatiske del af verden fra Israel mod øst. Normalt forbinder man skandinaver og andre europæere og russere med de hvide efterkommere af den anden søn, Jafet.

Men måske er nogle af de hvide, europæiske folk i virkeligheden af semitisk afstamning efter de ti stammer.

Esajas profeterer i kap. 49, 12 at Israels folk skal komme tilbage til Israels land: ”Se, nogle kommer langvejsfra. De kommer fra nord og fra vest, ja helt fra Aswan i syd.”

De skulle altså komme hjem fra Nord og Vest – men også fra Syd.

Ordet, der er oversat med Aswan i syd i den hverdagsdanske oversættelse, blev i Septuaginta-oversættelsen (300 f. Kristus) oversat med Iran.

Er vi så også jøder?
Nogle af teorierne om at de europæiske folk i virkeligheden nedstammer fra Israels stammer, bygger nok på ønsketænkning, fordi det for nogle er tiltrækkende at være ”Guds udvalgte folk”.

Men der er trods alt både bibelske, historiske og arkæologiske tegn, der tyder på, at de 10 forsvundne israelitiske stammer senere blev kaldt kimmerer og skyther. De fleste drog mod vest og nogle af Vesteuropas folkeslag nedstammer fra dem.

Så måske er mange af os i virkeligheden efterkommere af israelske stammer. Vi er dog ikke af den grund jøder, for jøderne var egentlig ordet for dem, der boede i Judas (og Benjamins) sydlige kongerige omkring Jerusalem. Og de blev først 70 år efter Jesus jaget bort fra deres land.

I øvrigt har man i de seneste år opdaget adskillige folkegrupper i bl.a. Afrika, Iran, Indien og Sydamerika, som ser ud til at være jødiske eller have tråde tilbage til de 12 stammer. (Se kortet.)
Så det er ikke helt usandsynligt, at nogle af os er efterkommere af Ruben, Simeon, Levi, Issakar, Zebulon, Josef, Gad, Asher, Naftali – eller Dan!

Så langt Henri Nissen.

Ud over den stærke og vigtige historie, hvad kan dagens kapitel lære os i dag.

Frafald fra Herren er forfærdelig. Det er vigtigt for os som Guds folk at altid holde os nær til ham og ikke overtræde de åndelige love. 
Er du en af dem, der har vendt ryggen til din barndoms eller ungdoms Gud, er der en vej tilbage. Vejen er Jesus og vi hjælper dig gerne med at finde den vej.

Historien fra dagens kapitel fortæller os iøvrigt i 2 kong 17:

24 Assyriens konge sørgede for at forflytte store menneskemængder fra byerne Babylon, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim til Samarias byer, så de kunne befolke landet i stedet for israelitterne. Således overtog assyrerne Samaria og de andre byer i Israel og bosatte sig der. 25 Men fordi nybyggerne ikke fra begyndelsen tilbad Herren, sendte Herren løver iblandt dem, så mange af dem blev dræbt.
26 Da skyndte de sig at sende følgende budskab til den assyriske konge: „Vi nybyggere her i Israel kender ikke landets Gud, og nu har han sendt løver iblandt os, som dræber os, fordi vi ikke tilbeder ham.”
27 Assyrerkongen gav derefter ordre til, at en af de bortførte præster skulle vende tilbage til Israel og lære nybyggerne at dyrke Israels Gud. 28 Da rejste en præst, som oprindelig var kommet fra Samaria, tilbage til Israel og bosatte sig i Betel med det formål at forklare, hvordan man tilbeder Herren.

(Det er åbenbart den første missionær vi læser om i Skriften)

29 Men nybyggerne opgav ikke af den grund deres afgudsdyrkelse. Hver koloni lavede billeder af deres egne guder og opstillede dem på de offersteder, som allerede fandtes i landet. 30 Folk fra Babylon dyrkede deres gud Sukkot-Benot, folk fra Kuta dyrkede Nergal, folk fra Hamat dyrkede Ashima, 31 guderne Nibhaz og Tartak blev dyrket af avvijitterne, og folk fra Sefarvajim brændte endog deres børn som et udtryk for deres ærefrygt for guderne Adrammelek og Anammelek.
32 Samtidig ofrede de til Herren, Israels Gud. De udnævnte deres egne præster, som skulle ofre til Herren ved de offersteder, der var indrettet på bakketoppene. 33 Men de holdt fast ved deres nationale og religiøse skikke, som de havde taget med sig hjemmefra. 34 Sådan er det den dag i dag. De tilbeder ikke Herren af hjertet eller adlyder de love, han gav til Jakobs efterkommere, den Jakob hvis navn blev ændret til Israel. 35-36 For det var med Jakobs efterkommere Herren oprettede sin pagt, da han befalede dem aldrig at tilbede eller ofre til nogen afguder. De måtte kun tilbede Herren, der havde ført dem ud af Egypten med vældig kraft og store mirakler. 37 Jakobs efterkommere skulle adlyde alle Guds love og aldrig tilbede fremmede guder. 38 Gud havde sagt: „Glem aldrig den pagt, jeg her har oprettet med jer, så I dyrker andre guder. 39 Tilbed Herren alene. Han alene kan frelse jer fra jeres fjender.”
40 Men Israel ville ikke høre efter. De blev ved med at ofre til afguderne. 41 Nybyggerne fra Babylon ofrede til Israels Gud samtidig med, at de ofrede til deres egne guder. Og sådan er det fortsat helt frem til i dag.

Dette var en sørgelig historie, men lærer os  at vi skal leve vores liv efter Helligåndens vejledning (Gal 5,16) - for så kan det ikke gå galt.


Jesuskonsulenterne - info@jesuskonsulenterne.dk
John Mester

Fuengirola, oktober 2018
 


Forvandlende forvandling

Betragtning over Mattæus evangeliet kap 17-1+9. 
Af John Mester, Allinge. 
Fire mand på en bjergtop! 
Et højt bjerg. Skønt når man kan tage med sine nærmeste på en udflugt.  Det har sikkert ikke været uden anstrengelser at Jesus og hans tre disciple nu var nået til toppen. Jeg kan forestille mig hvordan de har pustet ovenpå vandreturen og sat sig på en klippeblok og beundret udsigten omkring dem her fra bjergtoppen. De snakkede om det, de oplevede på turen, og lo af egne vittigheder. Efter at de var kommet op, havde disciplene sikkert ikke tænkt, at der kunne ske andet end at de skulle ned igen. Pludselig, mens de er der, sker der noget. Noget mere mærkeligt end Harry Potter eller anden science fiction. 
Jesus blev forvandlet lige for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Lige pludselig var der ikke en, men tre mænd plus de tre tilskuere. 
Seks man på en bjergtop.   Disciplene var underforstået klar over at gæsterne var Moses og Elias, selv om de aldrig havde set dem, af naturlige årsager. De havde ikke navneskilte på, som man ofte har til en konference. Men Jesus, Moses og Elias holder altså konference der på bjerget med de tre mænd som måbende tilskuere. Disse blev fuldstændig overvældet af hvad de så - og Peter den mest initiativrige i discipelskaren blev pludselig meget praktisk og ville lave et nybyggeri. En fuldstændig 
urealistisk tanke, hvilket sikkert  kan undskyldes med, at han og de to andre var fuldstændigt forvirrede. 
Åndelige oplevelser af denne karat er ikke så almindelige. Men hvor ville jeg gerne have været med på bjerget eller opleve noget lignende. Midt i det hele kom en sky og overskyggede sceneriet og der lød en stemme ud fra skyen. »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« I Bibelen på hverdagsdansk står “Ham er jeg fuldt ud tilfreds med”.  Hvilken åndelig proklamation at være vidne til. 
Overvældet og skrækslagne kastede de tre disciple sig ned med ansigtet mod  jorden.  Vi ved ikke hvor lang tid der gik før Jesus bøjer sig ned til de angstfyldte mænd og stille og roligt siger at de ikke skal være bange. Forsigtigt løfter de hovederne og så ser de at sceneriet nu er ændret igen.  


Én mand på en bjergtop! 
De ser ihvertfald kun Jesus alene. . Denne åndelige oplevelse satte dybe spor i de tre disciple. De ville sikkert helst have blevet på bjerget og hvis Peter havde fået som han ønskede, kunne der stå tre funklende nye hytter dér med en fantastisk udsigt, hvor de tre disciple måske var inviteret indenfor i varmen. I stedet var deres tro styrket, så meget at de var parat til tjeneste, når de endelig kom ned fra bjerget igen. For her stod en folkeskare der havde brug for at blive betjent.  Et møde med Jesus glemmer man aldrig.  Peter blev et fremtrædende medlem i apostelskaren og var leder for de troende der samledes i Jerusalem. Han skrev Petersbrevene og hans store tale på pinsedag var unik. Johannes var så dybt præget af den åndelige oplevelse at han skrev Åbenbaringsbogen, som en gammel mand på øen Patmos. Han har skrevet Johannes evangeliet og han har også skrevet de tre Johannesbreve.  Hans bror Jakob den Ældre var et
s. (ApG 12,1)

(c) John Mester

2017



Highway to Hell

HIGHWAY to HELL 
Nyhederne den 15. Juli 2015: Stroferne fadede langsom ud med tv billedet fra Dyrskuepladsen i Roskilde. Gruppen AC/DC sang for, efterfulgt at et stort publikum:  “I’m on the Highway to Hell!! Highway to Hell!! On the highway to Hell!! Highway to Hell!!” 
 Chokeret over den, efter min mening, usmagelige støj, som de kalder musik og proklamationen tusindvis af mennesker sang med i: “Jeg er på den brede vej på vej mod Helvede!” - forvandlede vores, ellers så hyggelige stue, til en tung grå substans i atmosfæren, som fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.  
 Jeg er på vej til Helvede! 
 Hvad publikum måske ikke tænkte på, var at eventen har en bibelsk dimension: “Vid er den port og bred den vej, der fører til fortabelsen. Mange er de, der følger den”. 
 Chokket for mig var, at så mange proklamerede hvad de måske slet ikke selv tænkte på. At tage den brede vej der fører – ja, til Helvede. Helvedet er en realitet, her kaldet Fortabelsen. 
 Der er nemlig kun to valgmuligheder i livet og der findes ingen genveje. Den smalle eller den brede vej. Den brede vej er beskrevet herover. Den smalle vej er den der fører til livet –til Himlen. 
 Vi skal være yderst forsigtige med hvad vi proklamerer. Endnu et citat fra Bibelen: “På samme måde er tungen kun en lille del af vores krop, men den kan sætte en lavine af begivenheder i gang. Som en lille gnist kan sætte en stor skov i brand, kan tungen med ondskabsfulde ord ødelægge hele vores liv, selvom den kun er en lille del af kroppen. Er vores tunge først sat i brand af ilden fra Helvede, så kan den ødelægge hele vores tilværelse”. En sådan proklamation kan fx være at udtale: Jeg er på den brede vej til Helvede! 
 Udtal det ikke. Det kan let blive en virkelighed! 
 Selv havde jeg lyst til at lytte til inspireret, åndelig musik og proklamere:  “Jeg går til Himlen, der er mit hjem, der er ej synd eller smerte, der er det nye Jerusalem, og der er hele mit hjerte”. 
 
 
Men det gjorde jeg ikke på det tidspunkt. Det var noget jeg først tænkte på bagefter. Skrevet i al kærlighed 
 
 
(c) John Mester 2015-07-17 
 
 



Kedar og Meshek

Kedar og Meshek Pludselig kom en strofe  fra en gammel salme i mine tanker: Strofen lyder: ”Blandt Kedars hytter i Meseks land…” Jeg kunne kun strofen, men overhovedet ikke fra hvilken salme den kom. Det har vi sikkert alle været ude for. Jeg brugte en stor del af dagen på en menighedslejr til at finde ud af det og involverede flere af mine venner. Jeg sad og bladrede i en gammel, udgået salmebog, (Evangelietoner) som Kenn (god ven) havde været hjemme og hente og pludselig stod strofen der i bogen – i salmen ”Jeg er en kristen og vil det være, til sol og måne ej skifter mer’ I den nyere Evangelietoner var salmen altså udgået og dermed erklæret ”ude af drift”. Jeg delte min oplevelse med de øvrige lejrdeltagere – i en forkortet udgave af hvad jeg skriver her. Salme 120.5: Her er et nødråb i en gammel valfartssalme: ”Hvor længe skal jeg leve her i Meshek, bo som fremmed blandt Kedars telte”? Kedar  (= Mørkhudet) Kedar ben Ishmael. Ishmaels anden søn. Abraham og Hagars barnebarn. Leder for en stor stamme af beduiner der boede i sorte skindtelte. I Højsangen 1,5 står: Mørk og smuk som Kedars telte De boede sydøst fra Israel i den arabiske ørken (1 Mos 25:13). Kedar er betegnelsen for de arabiske nomadestammer, eller beduiner generelt (Om Kedar læser vi også i Es 21:16; 42:11; 60:7; Jer 2:10; Ez 27:21. De boede i sorte hår-telte (Højs 1:.5). At "bo i Kedars telte" var at blive afskåret fra tilbedelsen af den sande Gud. Jeremias profeterer mod Kedar at kong Nebukadnezar skal slå dem ned. Herren selv siger til Nebukadnezar –Gå til angreb på disse selvtilfredse beduinstammer. (Jer. 49:28-33). ”Blandt Kedars telte” er at være afskåret fra fællesskabet med Herren. En ikke ønskværdig position! Meshek (Skitse) Meshek ben Jafet. Jafets sjette søn og stamfar til dem der boede langt væk nord for Israel helt i Lilleasien ved Sorthavet Vi læser om Meshek I 1 Mos 10: 2. Grundlæggeren af en stamme (Ez 27:13, 38:2-3). De var, efter al sandsynlighed, den Moschi, et folk der lever i Moschian bjergene, mellem det sorte og Det Kaspiske Hav. I Sl. 120: 5 optræder navnet som et synonym for udlændinge eller barbarer. "Under babyloniernes overlegenhed og perserne i det vestlige Asien, blev Moschi dæmpet;. Men det synes sandsynligt, at et stort antal af dem krydsede området Kaukasus og spredt over de nordlige stepper, blander sig med skyterne Der blev de kendt som Muscovs og gav dette navn til den russiske nation og dens gamle hovedstad, som stadig er almindeligt kendt i hele Østen " I Mesheks land er at være trukket langt væk fra fællesskabet! Vi taler ofte om at vi ønsker en attraktiv kirke hvor fællesskabet står højt og som vi alle er en del af. Men selv om vi glæder os i fællesskabet og forsøger at få alle med i dette, er der alligevel nogen for hvem fællesskabet er en utopi. Du græder faktisk indvendig og ville også gerne være en der kunne være med, når de andre trives godt i det fællesskab der er. Din hemmelighed er at du ikke kan det, selv om du længes efter det. Du føler du går rundt mellem de sorte skindtelte i Kedars land og bliver smittet af alt det dystre eller at du langt borte i Mesheks land, selv om du sidder med i et eller andet kirkeligt fællesskab Tag fat i problematikken. Tal med Jesus om det, men også med et menneske du har tillid til. Du skal ikke bære på en sådan hemmelighed alene. Du er i Kedars telte eller i Mesheks land - grupperinger der ikke ønsker at stifte fred. Men det ønsker du. Få fat i en retur billet eller få nogen til at hjælpe dig med det. Kom ud i friheden og ind i fællesskabet. Din plads er dér.
 (c) John Mester, 2015 



Raka

Dette stykke handler om at blive vred, sige uovervejede ting, give andre øgenavne - og om forsoning 
  
 Men jeg siger jer: Den, der blot bliver vred på en af sine nærmeste, burde stilles for retten. Og den, der kalder en anden for en forbandet idiot [Raka], burde straks stilles for en domstol. Og de, der kalder andre for ugudelige tåber, fortjener selv at blive kastet i Helvedes ild. 
Når du går hen for at give en gave til Gud, og du så kommer i tanke om, at en af dine bekendte har noget imod dig, så lad gaven vente. Gå først hen og bliv forsonet med vedkommende. Derefter kan du bringe din gave. 
  
Jeg lytter ganske meget til UCB, en kristen radio, som sender en hel del på min hjemegn og andre steder i landet og over store dele af verden. Her i radioen spilles megen lovsangsmusik og læses op fra Bibelen ind imellem. 
  
Talende ord 
I en periode var mange af oplæsningerne, uden kommentarer vel at mærke, fra Mattæus evangeliet. Mærkeligt nok hørte jeg bibelafsnittet herover flere gange og i min egen bibellæsning havde jeg netop standset ved Jesu bjergprædiken, hvorfra dette stykke kommer. Jesu bjergprædiken er iøvrigt en enestående prædikensamling som tydeligt understreger Jesu livsfilosofi. Mange guldkorn læste jeg, nikkede velmenende til det og gik videre og glemte meget af det igen. Men et enkelt ord ramte mig: "Raka". 
At blive ramt på denne måde, kaldes for at "Bibelen taler til en". Et ord, en passage eller et længere afsnit, synes at træde ud af bladene og give et specifikt klarsyn eller et andet syn på tilværelsen. 
Så Bibelen talte altså til mig, som den har gjort massevis af gange tidligere. Hvordan talte ordet til mig? 
  
Sagen på spidsen 
Jesus understreger noget væsentligt i sin prædiken og sætter sagen på spidsen ved at inddrage retsvæsenet og påpege at man burde stilles for en domstol hvis man bliver vred eller kalder sine bekendte (familie, venner, medlemmer i kirken, arbejdskammerater o. lign.) for Raka = forbandet idiot. Mon ikke retsvæsenet ville bryde totalt sammen, hvis man indførte denne praksis. 
  
At tænke før man taler 
Jakob havde dette klarsyn og skriver: "Kære venner, husk, at det er godt at lytte, at tænke sig om, før man taler, og ikke være for hurtig til at blive vred, for et menneskes vrede kommer i vejen for Guds vilje. I bedrager jer selv, hvis I kun hører ordet uden at handle på det. 
  
Lille spejl på væggen der 
Hvis I kun lytter til undervisningen, men ikke handler på det, I hører, er det, som når I betragter jeres ansigt i et spejl. Lige så snart I vender ryggen til spejlet, har I glemt, hvordan I så ud. De, der mener, at de tjener Gud, men ikke tøjler deres tunge, bedrager sig selv. Den måde at tjene Gud på er intet værd." 
   
Er det muligt at leve radikalt? 
Det er altså en opfordring til at leve radikalt, til ikke at kalde vore bekendte ved øgenavne eller det som er værre og til at tøjle vores tunge, som vi hører fra Jesus og Jakob. 
I sin undervisning siger Jesus: "når du kommer i tanke om...! Vi véd hvordan det er. Pludselig kan vi blive ramt af en tanke eller en dårlig samvittighed. Vi kommer i tanke om at vi måske er gået over stregen og hvad gør vi så ved det? 
  
Tage vare på sproget 
Vi skal tage vare på vores sprog, hvad vi siger (og tænker). Vi har en forpligtelse til at møde andre mennesker (bekendte og ubekendte), med respekt, lærer Jesus os i dette afsnit og han tilføjer, at  det ikke kan  nytte at vi tror vi kan slippe en skilling i offerboksen og så betale for en dårlig samvittighed eller som middelalderens katolikker, slippe for skærsilden. Nej, når vi står der og vil ofre, er det vigtigt at vi først sikrer os at ingen har noget imod os. 
  
Leve i forsoning 
Inderst inde har jeg nok en fornemmelse af hvem af mine bekendte som har noget imod mig. Det har jeg mærket på kropssprog, udtalelse eller på anden måde og mere end en gang har jeg måske haft lyst til at sige et eller andet uoverlagt ord til vedkommende, men nøjes med tanken. 
Gensidig uforsonlighed! De, som har noget imod mig, har jeg noget imod.  
Det er dette Jesus gør op med når han taler om at blive vred på sin nærmeste. Derfor siger han  "Gå hen og bliv forsonet med vedkommende!!" 
  
Bide i det sure æble 
Jeg må altså bide i det sure æble og gå til min bekendte og blive forsonet! 
Gør jeg det, er min samvittighed lettet og jeg kan i fuld glæde give min gave til Herren. Men ikke alene give min gave - jeg kan trække vejret lettere. Vedkommende som havde noget imod mig og som jeg så skævt til, er nu bedste venner. 
At leve i forsoning er at leve i frihed og det er hvad jeg tror Jesus vil lære os med sin prædiken. 
  
  
(c) John Mester, Allinge 
2009-07-19 
  
  
Bibelversene er fra Bibelen på hverdagsdansk og hen
ten fra Matt. 5, 22-24 samt Jak. 1, 19-26  
 



Tilstedeværende

”Lad os modtage Herrens velsignelse”, sagde præsten, ved afslutningen af en gudstjeneste i frikirken. Egentlig var dette dobbelt konfekt, for Herrens velsignelse strømmede påtageligt ud over tilhørerne under prædikenen og alt det øvrige der foregik i denne gudstjeneste, ikke mindst lovsangen fra den lille gruppe på seks unge mennesker, der spillede og sang, så man næsten følte man hørte englene synge. Nu rejste folk sig fra sine stole og stod forventningsfulde med bøjede hoveder og hørte de velkendte ord: Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred. 
 
”Amen”, sagde præsten og indikerede dermed at gudstjenesten var slut. 
 
Mange ville snakke med ham efter gudstjenesten. Nogle gik ud på kirketorvet og hilste på venner og øvrige medlemmer af kirken og drak en kop kaffe sammen. Lars ventede tålmodigt på at præsten skulle blive færdig med at hilse på folk. Da alle havde snakket færdigt, gik han hen til ham og sagde, lidt genert, om han ikke synes det var en gammeldags remse han havde afsluttet gudstjenesten med og at den vel ikke var særlig frikirkelig, måske snarere højkirkelig. Det sidste sagde han med et smil. 
 
Præsten kiggede lettere overrasket på Lars og en bredt smil kom frem i hans drengede ansigt. Nej slet ikke, tværtimod, sagde han. Dette er jo fantastisk grundlæggende og når man rigtig tænker over hvad det er, giver det en dybere mening at udtale det søndag efter søndag. Derfor vil du opleve at jeg eller en anden som leder gudstjenesten ofte afslutter på denne måde. Vi har ingen ritualer her i kirken, men flere af os kan lide at velsigne folk med den aronitiske velsignelse selvom vi er en frikirke uden gamle traditioner vi skal vedligeholde. Men nu skal jeg forsøge at forklare dig hvad der menes med det. 
 
Ja, tak, svarede Lars, hvis ikke det er for stor ulejlighed og hvis du altså har tid. Jeg har al tid i verden, svarede præsten og indbød Lars til at sætte sig ved siden af ham på en af stolene i selve kirkerummet, hvor summen af menneskestemmer fra kirketorvet, dannede en slags baggrundskulisse. Et par mindre børn synes det var sjovt at løbe i fuld fart rundt om stolerækkerne, hvilket dog ikke så ud til at genere præsten og Lars lod som om han ikke lagde mærke til det. 
 
Det er en ældgammel velsignelse, som den Almægtige Gud selv havde givet til Israels folk, at ypperstepræsten Aron, Moses bror, og hans efterkommere i tjenesten skulle udtale over folket og velsigne med. Alene det gør at jeg kan lide denne velsignelse, selvom om vi ikke lever under den gamle pagt og loven, men det skal jeg komme tilbage til, indledte præsten sin snak med. 
 
Velsignelse betyder egentlig at skænke guddommelig kraft, nåde og beskyttelse, kan vi blandt andet læse i en ordbog. Så i virkeligheden siger vi over menigheden, som er gudstjenestedeltagerne, dette:  ”Herren skænke dig guddommelig kraft, nåde og beskyttelse og bevare dig”.  
 
Det er da et fantastisk ønske, synes du ikke? Spurgte præsten og Lars nikkede uden at sige noget. Ifølge samme ordbog kan vi tage begrebet ”nåde” som har mange betydninger, men som kan udtrykkes således:  
”Guds barmhjertige og tilgivende kærlighed”.  
For at skære det ud i pap, kan vi faktisk indlede velsignelsen således:  
”Herren skænke dig guddommelig kraft, hans barmhjertige, tilgivende kærlighed og beskyttelse samt bevare dig”.  
Det gør i hvert fald mig glad, sagde præsten med et bredt smil til Lars, der nikkede tankefuldt. 
Men der er meget mere, sagde præsten. Har du tid? Ja, ja svarede Lars, jeg vil gerne vide det hele hvis altså ikke jeg misbruger din tid! På ingen måde, svarede præsten. Lad mig forklare videre. 
 
Det næste vi siger i den aronitiske velsignelse er: Herren lade sit ansigt lyse over dig – eller våge over dig og være dig nådig. Her kommer dette med nåde endnu en gang og giver faktisk dobbelt gode ord. At Herren lader sit ansigt lyse over os, betyder beskyttelse, hvor Herren ser til os, han beskytter os i sin kærlighed. Jeg tror også at det menes i vores psyke eller tanker – Herrens ansigt lyser over os og når hans lys får lov at være over os, vil alle ængstelige tanker forsvinde. I det længste kapitel i Bibelen, Salme 119, skriver salmisten: ”Lad dit ansigt lyse over din tjener, og lær mig dine lovbud”. Lys og lygte hænger sammen for i det samme lange kapitel står: Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”.  Jeg tror også at det betyder at Herren lader os opleve hans lys på en særlig måde når vi læser hans ord. Så når vi udtaler den sætning vi snakker om, får det jo en fantastisk betydning. Præsten smilte og trak vejret dybt. Dette gør mig begejstret, tak fordi du spurgte, Lars. Lars smilede tilbage. 
 
Og den sidste sætning gør mig ikke mindre begejstret, fortsatte præsten. ”Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred”. Jeg kan have svært ved at forklare det præcis som jeg føler, fortsatte præsten. Men vi har en Gud der ser til os. Han vender ansigtet til os og ikke væk fra os. Vi kan blive ignoreret af mennesker og vi har sikkert begge oplevet hvordan nogle mennesker kommer og hilser på os, men de ser ikke på os. Deres blik er et andet sted. Men Herren er til stede, han ser til os. Har du børn, Lars? Spurgte præsten. Nej, smilede Lars, jeg har ikke engang en kæreste. 
 
Vi som har fået børn er naturligvis privilegerede, fortsatte præsten. Jeg husker hvordan jeg sad med mine børn, de lå i mine arme og jeg kunne ikke tage ansigtet fra dem. Mit hjerte var ved at sprænges, så højt elskede jeg den lille skat i mine arme, og jeg ville gå igennem ild og vand for min baby. Jeg kunne faktisk kigge på min baby i timer, og mit faderhjerte bankede af stolthed og begejstring. Jeg tror det er hvad Gud selv beskriver her i velsignelsen. Han ser på os – alt andet er borte, og det er bare mig og Herren og det fylder mig med en ufattelig fred. En tilstedeværende Gud der elsker mig med en ufattelig kærlighed! Forstår du hvad jeg mener? spurgte præsten.  
 
Det er vist ved at gå op fra mig svarede Lars. Som jeg har forstået det nu vil det sige at når I udtaler den øeh, hvad er det nu du kalder velsignelsen? spurgte Lars. Den aronitiske velsignelse! svarede præsten med et glimt i øjet. Ja, replicerede Lars, som jeg har forstået det, så udtaler du nogle enormt fede ønsker over folk, som bare rykker derudaf. Respekt! 
 
Netop, svarede præsten og slog en latter op, du har forstået pointen. Der er lige en afsluttende krølle på dette. 
 
Lagde du mærke til at der bliver sagt Herren tre gange? Den aronitiske velsignelse er jo en meget gammel velsignelse, som er så langt tilbage fra dengang Israels folk var på deres 40 års ørkenvandring for 4-5000 år siden, men det kan jeg fortælle dig om en anden gang. For Israelitterne var navnet Jahve, og det var så helligt at de ikke måtte udtale det, også deres gudsdyrkelse var omgivet af megen mystik og ritualer, helt anderledes end det er i dag, hvor vi lever i den nye pagt af har direkte adgang til Gud gennem hans søn Jesus Kristus. Det var meget mystisk når Aron udtalte Jahve eller Herren tre gang i denne velsignelse. Israelitterne bøjede deres hoveder i dyb ære for Jahve, Gud den almægtige. Det er først når Jesus mange år senere døde og Helligånden kom til Jorden, at meningen med at udtale Herrens navn tre gange fik en dybere betydning. Vi ved i dag at Gud er en treenig Gud – Gud fader, Gud søn og Gud Helligånd – og i virkeligheden udtalte Aron navnet fra hele den treenige Gud når velsignelsen blev fremsagt, uden at vide det.  Det gir mening for os i dag. Præsten lænede sig tilbage i stolen og et fredfyldt smil bredte sig over hans ansigt. 
 
Jeg skal lige afslutte med det vi kalder den apostoliske velsignelse, som vi læser i 2 korinterbrev sidste kapitel. Her udtaler Paulus: ”Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!” Paulus afslutter de fleste af sine breve med at udtale ønsket om at Guds nåde må være med alle, men her tager han hele treenigheden med i sin afslutning. Mange kirker over hele verden bruger den apostoliske velsignelse i afslutningen af gudstjenesten – og det er jo ikk’ så ringe endda, sagde præsten med et bredt grin. 
 
Inden vi går hen til de andre, vil jeg summere det sådan, at når vi udtaler velsignelsen, betyder det at vi siger:  
Den treenige Gud vil skænke dig guddommelig kraft, hans barmhjertige, tilgivende kærlighed og beskyttelse samt bevare dig. Han vil beskytte dine tanker og han vil hele tiden se til den side hvor du er og fylde dig med sin fred. 
Og hver søndag kan vi udtale dette over alle os som er i kirken. Er der mon noget som er større eller mere relevant, Lars? 
Det må jeg nok sige, udbrød Lars. Det overrumplede mig hvor meget velsignelsen betyder og det ikke bare er en gammel remse som bliver fremsat på grund af en gammel tradition. Fremover vil jeg nyde det rigtig meget når velsignelse bliver udtalt. Han smilede glad til præsten som sagde, Lad os bede sammen. 
 
Tak, sagde Lars til præsten når de var færdige med bønnen. Du burde jo næsten nedskrive dette.  Jo, svarede præsten, og blinkede til Lars, men der er sikkert langt flere dybder i velsignelsen end dem jeg i dag har sagt til dig, men, Lars, du har givet mig blod på tanden, til at grave videre. Vil du ha’ en kop kaffe? 
 
 
(c) John Mester,

2011-05-08 



Udholdenhed

Jeg er ingen slagsbror. Jeg har fået tæsk, som barn, af drenge som var større end mig. Jeg var altid på flugt fra de stygge. I søndagsskolen lærte jeg at man skal vende den anden kind til når nogen slog dig på den ene kind. Når jeg gjorde det, billedligt talt, fik jeg alligevel et slag på den anden kind. 
En gang var jeg på vild flugt i en park i nærheden af Bellahøj skole for en flok drenge, der synes de ville forfølge mig for min tros skyld, for det havde vi netop hørt om i de forudgående lektioner. De slog på mig, kaldte mig for Reserve-Jesus og jeg forsøgte at beskytte hovedet mod slag. Jeg havde ikke evnen til at slå igen og give dem svar på tiltale. Heldigvis kom en ældre dame forbi og truede dem og sagde de skulle holde op, hvorefter de alle forsvandt. I dag havde de sikkert også slået den ældre dame ned.
Jeg er ingen fighter. I drengeklubben i Utterslev kirke sang vi ”Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder...” En sådan var jeg ikke. Jeg synes det var nedværdigende hvis man skulle slås og når jeg læste historierne om vikingerne, ringeagtede jeg dem faktisk. Hvorfor i alverden slås? Hvorfor etablere krige, når man kan forhandle sig tilrette? Fred for enhver pris. Jeg slap heldigvis for militær tjeneste. Jeg synes at det militære system er det noget af det mest dumme man kan tænke sig – jeg kan langt bedre forstå dem som valgte værnepligten til at hjælpe civilt. Jeg synes idræt er fornuftigt på mange punkter, måske ovenikøbet sundt – men har aldrig fattet fodboldkampe eller andre kampe i håndbold, tennis, golf og alt muligt andet der går ud på at vinde. Ok at spille for sjov, men kæmpe for at vinde er, i mine tanker …  mærkeligt. Derfor kunne man jo ikke være med og jeg var altid den sidste der blev valgt i skolen når man skulle lave to hold. Ingen vil have en ikke fighter. Alligevel siger Paulus i 1 kor, 9,24: Tænk på dem, der løber om kap på et atletikstadion. De er alle med fra starten, men kun én vinder førstepræmien. Løb for at vinde! Der er en anden ting, jeg har lagt mærke til: Det er ikke altid den hurtigste, der i sidste ende vinder løbet, og det er ikke altid den stærkeste, der går sejrende ud af kampen. Den vise er ikke altid mæt, den dygtige ikke nødvendigvis rig og den bedste ikke sikker på forfremmelse. Livet er et spil af tilfældigheder, et spørgsmål om rette tid og sted. (Præd 9,11)
Fredens mand! Jeg ville altid hellere læse om Jesus som fredsfyrsten end om David som slog titusinder. Jeg kan ikke forstå vold og boksning fatter jeg ikke og mener det er uværdigt. Alligevel kan jeg lide at se action filme på tv, hvor én mand klarer modstanderne og alligevel inderst inde har en blød side.
Min indstilling smittede af på andre ting – jeg var ikke særlig udholdende. I skolen fik jeg dårlige karakterer i regning, fordi jeg ikke kunne fatte hvad det gik ud på og derimod fik topkarakterer sprogligt – jeg var en ørn til det danske. I virkelighedens verden gav jeg op for let. p.g.a. min manglende udholdenhed og derfor lærte jeg aldrig at spille på noget instrument. Øvelse gør mester – og det kræver udholdenhed. Suk!
Når det kommer til det åndelige er jeg heller ikke særligt udholdende – måske vedholdende eller trofast, men ikke udholdende. Og se, det er jo en vigtig sag som jeg må gøre noget ved. Paulus skriver jo netop ”Løb for at vinde!”Det er det åndelige løb som betyder noget og her skal vi også have udholdenhed for at vinde. Udholdende i bønnen! Er det at bede i 5 minutter nok og så løses alle problemer? Jeg tror Herren vil at vi skal være mere engagerede. Bøn kan også være at kæmpe med Gud. Philip Yancey skriver i sin bog ”Bøn – gør det en forskel?” at i en slåskamp er begge parter i det mindste engageret. Jeg læser atter beretningen om Jakob, en af patriarkerne i Bibelen, som gik ud for at møde sin bror 
som han faktisk havde snydt og bedraget – om hans nervøsitet og hvordan han fejt havde sendt sine koner og børn i forvejen med en masse gaver. I hans (for mig genkendelige nervøsitet) har han en slåskamp der varer en hel nat. Vi læser i 1 mos 32, 23-32: Senere på natten stod Jakob op og førte sine to koner, deres slavepiger og sine elleve børn over floden Jabbok. Derefter bragte han også alle sine ejendele i sikkerhed på den anden side af floden. Men selv blev han alene tilbage. En mand kom hen til ham, og de begyndte en brydekamp, der varede indtil daggry. Da manden indså, at han ikke kunne få overtaget over Jakob, gav han ham et slag på hoften, så den gik af led. Så sagde han: »Lad mig gå, for det begynder at blive lyst!« Men Jakob gispede: »Jeg slipper dig ikke, med mindre du velsigner mig!« »Hvad er dit navn?« spurgte manden. »Jakob,« svarede han. »Du skal ikke længere hedde Jakob - men Israel,« sagde manden. »For du har udfordret både Gud og mennesker, og du har vist din styrke.« »Hvad er dit navn?« spurgte Jakob ham. »Hvorfor spørger du?« svarede manden. Så velsignede han ham der. Jakob kaldte stedet Peniel, for han sagde: »Jeg har set Gud ansigt til ansigt - uden at miste livet!« Solen stod op, idet Jakob forlod Peniel, og han haltede på grund af slaget på hoften.
Den udholdenhed som Jakob her viste, vil jeg gerne have i bønnen. Vi henvender os til Gud, vi trygler ham og så siger vi amen – og der sker ikke rigtigt noget og derfor bliver vi opgivende, som der står i Klagesangene (3,18) Grænsen for min udholdenhed er nået, jeg har mistet håbet om, at Herren vil redde mig. Sådan har jeg ofte haft det og mange af mine medkristne også, kan jeg forstå. Men Jakob kæmpede hele natten og blev ved og nægtede at opgive før han fik Herrens velsignelse. Det gælder om at være engageret også i bønnen. Vi beder med udholdenhed. Udholdenheden giver os karakterstyrke (Rom 5,4). Det er ikke nok at være et fredens menneske og være trofast og være tilfreds med det. Vi må også have udholdenhed. Faktisk siger Paulus om de ældre mænd i Tit 2.2: De ældre mænd skal vise selvbeherskelse og værdighed, de skal have sund fornuft og være et forbillede i tro, kærlighed og udholdenhed. 
Hvor vil jeg hen med dette? Det er vigtigt at holde ud når vi beder for noget eller nogen. Når vi har problemer som tårner sig op både privat og i fx menighedslivet. Bed med udholdenhed for udholdenheden giver os karakterstyrke, og karakterstyrken giver os en stærk forventning...(Rom 5,4)


(c) John Mester

2010-08-16 



Øjeblikket

Under den anden verdenskrig, var jeg kun en lille dreng som blev sendt til ismejeriet af min mor, for at købe mælk, smør, flødeskum og andre mejeriprodukter. Det var en smule anderledes dengang end i dag. Jeg kan stadig huske mejeridamen. Hun sagde altid når hun ekspederede: "Et lille bitte øjeblik!". Jeg kan se det for mig endnu. Hun sagde et "øjeblik" og jeg ventede længe. Jeg spurgte min mor hvad et "øjeblik" betød. Jeg glemmer ikke hendes svar. "Prøv at blinke med øjnene", sagde hun. Jeg lukkede øjnene fast i og åbnede dem efter en stund. "Nej, det er ikke hvad jeg mener" sagde hun så. "Prøv nu hvor længe du kan holde øjnene åbne uden at blinke". Jeg gjorde mine øjne stive, men pludselig måtte jeg lynhurtigt blinke. "Du blinkede", sagde hun. "Nej, det gjorde jeg ikke!", svarede jeg. Og så så jeg på hendes demonstration og fik forklaringen. Et øjeblik er den tid det tager, når øjenlåget farer ned over øjet for at udføre sin funktion. Nu kunne jeg slet ikke forstå sammenhængen mellem mejeridamens "øjeblik" og den aktuelle ventetid. Der er mange øjeblikke i et menneskes liv. Dette øjeblik (moment) kommer og går på mindre end et sekund. Hvor kort er så et lillebitte øjeblik? Jeg sad for nogle år siden og lyttede til en prædiken af Johny Noer. På sin sædvanlige spændende, journalistiske facon, startede han prædikenen med at råbe "Kairos". "Kairos", råbte han en gang til - og alles opmærksomhed var rettet mod ham. Han begyndte at prædike og fortalte at "Kairos" er græsk og betyder "øjeblikket". I sin prædiken gik han ud fra brylluppet i Kana, hvor den store katastrofe var indtruffet ved festen, hvor Jesus og hans mor var nogle af gæsterne. Der var ikke mere vin. Jesu mor henvendte sig til ham med problemet, men han sagde: "Kvinde, min time (Kairos) er endnu ikke kommet" (Joh 2,4). Et øjeblik senere bad Jesus tjenerne om at fylde vand i karrene og vi kender beretningen. Vandet blev til den fineste vin. Det ene øjeblik var tiden ikke inde. Det næste øjeblik var tiden inde. Vi kan ikke sætte sekunder på et guddommeligt øjeblik - men "Kairos" kommer ikke for sent! Så bare vent. På et øjeblik har du svaret fra Jesus! Se bare her:
Dit personlige og familiemæssige øjeblik: Matt 9,22: - fra det øjeblik var kvinden frelst! Matt 15,28: - i samme øjeblik blev hendes datter rask! Matt 17,18: - i samme øjeblik blev drengen rask! Hvadenten det er dig selv, dine børn eller børnebørn. Der er svar undervejs og på et øjeblik har du svaret!
Lovsangen: 2 Krøn 20,22: I det øjeblik de satte ind med jubelråb og lovsang, lod Herren et baghold angribe… (fjenderne)! I vore samlinger eller når du er derhjemme. Når du er glad eller du er ved at glide ind i mismod. Lovsyng Herren.
Herrens nåde: Sl 30,6: For hans vrede varer et øjeblik, hans nåde hele livet! Dette er vor store fordel. Tænk hvis det var omvendt!
Hvad siger du? Ordsp 12,19: Sandfærdig læbe består for evigt, løgnagtig tunge kun et øjeblik!
Snart så er vor vandring slut: 1 Kor 15, 51b-52a: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun…! Her har vi det igen - når "Kairos" er inde, sker det på et øjeblik. Fantastisk!
Vi slutter som vi begyndte: Vær vise i jeres omgang med dem udenfor, og brug det gunstige øjeblik! (Kol 4,5).
Det tog dig kun et øjeblik at læse disse linier, men jeg håber at den vil give dig mange gode øjeblikke i kommende dage.
En kærlig hilsen til enhver.


(c) John Mester

1999-04-16



REKLAME

Reklameproduktion - Ring 21 12 35 57



KONTAKT

Send mig gerne en kommentar, bestil bøger eller andet. Ris og ros.

Mail:info@johnmester.dk . Web: johnmester.dk . Telefon 21 12 35 57

Nemt hjemmesidesystem med dansk support